logo
søgeikon

Ringkjøbing Landbobank

I en bankverden, der generelt er præget af en tvivlsom evne til at skabe langsigtet holdbar økonomisk værdi, har Ringkjøbing Landbobank gennem gammeldags dyder som sund fornuft, engagement og visioner skabt en guldrandet forretning. For dem, der har set tv-serien ”Matador” vil historien om Ringkjøbing Landbobanks skabelse virke bekendt. Banken blev grundlagt i 1886 af en gruppe små, men driftige landmænd, i protest imod den dårlige behandling de fik i den konservative Ringkjøbing Bank. Præcis som Mads Skjern skabte ”Omegnsbanken” i protest mod den støvede ”Korsbæk Bank”.

I en jubilæumsbog fra 1936 beskrives Landbobankens første ledelse som stærke personligheder med god medfødt menneskeforstand, indsigt og erfaring, og stærke karakterer. Deres grundholdning var, at banken først og fremmest skulle være solid. Og mens solen er stået op og gået ned mange gange siden, og banken er vokset markant i mellemtiden, er holdningen om soliditet stadig en kerneværdi for Ringkjøbing Landbobank.

Banksektoren er vigtig for samfundet, men ikke for vores porteføljer

Banker er på mange måder en generisk forretning, hvor de ydelser én bank kan tilbyde, tilbydes stort set identiske af andre banker.

Derudover er banksektorens langsigtede evne til strukturelt og forudsigeligt at levere attraktive og tilfredsstillende afkast af kapitalen tvivlsom. Vi mener, at Ringkjøbing Landbobank skiller sig ud fra mængden af flere årsager.

Basalt set har en bank tre indtægtskilder: Først er der rentemarginalen på kundernes indlån, der er forskellen på hvad banken betaler til kunderne i indlånsrente og hvad banken kan tjene på kapitalen andetsteds. Banken kan bruge indlånet til at låne penge ud, eller placere dem i sikre obligationer eller Nationalbanken, og dermed skabe en renteindtægt.

Den anden er rentemarginalen på udlån til kunderne (forskellen på hvad kunden betaler i rente og hvad det koster banken at fremskaffe kapitalen). Den tredje kilde er gebyrerne, som banken opkræver fra kunderne, baseret på valget af de services og ydelser banken tilbyder.En banks evne til at opnå sund rentabilitet afhænger af, at den omhyggeligt udvælger områder med attraktive indtjeningsniveauer (på både indlån og udlån) eller indtægter fra gebyrer, kombineret med en solid omkostningsdisciplin og klog kreditpolitik.

På grund af det mangeårige rentefald, hvor 10-årige danske statsobligationer gik fra en rente på mere end 14 procent til negative renter, samt det lovgivningsmæssige pres på kapitalkravene i banker efter den globale finanskrise i 2008 og 2009, har banksektorens rentabilitet været under strukturelt pres.At Ringkjøbing Landbobank længe var den eneste bank i vores porteføljer, skyldes blandt andet banksektorens generelt manglende evne til at skabe et strukturelt tilfredsstillende afkast på kapitalen, ogg denne begrænsede evne vil sandsynligvis fortsætte, selv med indtægtsmæssig medvind fra et højere renteniveau.

Vores skepsis er desuden baseret på, at banker generelt har svært gennemskuelige balance-risici, hvilket gør det svært at forudse ulykkerne før de sker. Dette blev senest illustreret af de amerikanske banker Silicon Valley Bank og First Republic Bank i marts 2023, hvor risici gemt på balancerne blev enden på begge bankers eksistens som selvstændige banker.

Da to af tre indtægtskilder forsvandt

De lave, ja endog negative centralbanksrenter, fjernede i vid udstrækning den ene af bankernes tre indtægtskilder og gjorde en tidligere indtægt til en omkostning. Den danske og europæiske banksektor var derfor under et enormt indtjeningspres i årtiet op til 2022.

Det har imidlertid givet kraftig medvind til indtægterne, at centralbanker – herunder Den Europæiske Centralbank – har gennemført hastige og betydelige rentestigninger siden sommeren 2022. Eksempelvis er indlånsrenten hævet fra -0,5 til 4 procent hos den Europæiske Centralbank. Rentemedvinden er alt andet lige mere positiv for velkapitaliserede banker, der har større indlån end udlån. På tværs af banksektoren har det været indtjeningsfremmende og øget egenkapitalforrentningen i en sektor, der ellers har haft svært ved at levere mere end et højt encifret afkast.

I modsætning til størstedelen af banksektoren har Ringkjøbing Landbobank konsekvent været i stand til at levere en gennemsnitlig egenkapitalforrentning på mere end 15 procent gennem de sidste 10 år, selv inden rentestigningerne satte ind.

Det er sket takket være stærk omkostningsstyring og disciplineret udlånsvækst, og på trods af at banken har valgt at være meget velkapitaliseret.  I 2023, efter de store rentestigninger, leverede Landbobanken en egenkapitalforrentning på 23 procent, og vi forventer, at banken vil fastholde et niveau et pænt stykke over 20 procent, så længe renterne holder sig omkring de nuværende niveauer.

I 2023 blev bankens renteindtægter øget betydeligt, på grund af højere indtægter fra dens obligationsbeholdning, og en genetablering af en fornuftig indlånsmarginal (særligt for private bankkunder) på bankens samlede indlån på 53 milliarder kroner. Nettorenteindtægterne steg fra lidt under 1,7 milliarder kroner i 2022 til omkring 2,6 milliarder kroner i 2023 – en stigning på mere end 50 procent. Vi venter, at den samlede stigning formentlig først slår fuldt igennem i første halvår af 2024.

Mens nettorenteindtægterne steg markant, steg omkostningerne med mere beskedne 8 procent. Dermed faldt bankens allerede imponerende og markedsledende omkostningsniveau på 31 kroner per 100 kroner i indtægter i 2022 til omkring 25 kroner i 2023. Vi forventer, at banken kan fastholde dette niveau i de kommende år. Det gør Ringkjøbing Landbobank til den mest omkostningseffektive bank i Europa, og måske endda på verdensplan.

Bedre omkostningsdisciplin end andre banker

Vi vurderer, at banken fortsat vil holde omkostningerne i stram snor, men også fortsat investere i effektivitets- og forretningsfremmende initiativer, som eksempelvis ansættelse af kundevendte medarbejdere, hvor det vurderes nødvendigt og værdiskabende. Banken har et konstant fokus på at optimere forretningen, hvad enten det er i form af fokuseret vækst i udvalgte nicher eller ved at skære i uproduktive omkostninger.

Det er beundringsværdigt, at Ringkjøbing Landbobank har kunnet fastholde en moderat vækst i omkostningerne på trods af stigende IT-relaterede udgifter. Som i mange andre industrier er der i banksektoren en stor mulighed for yderligere digitalisering af forretningen.

Fokus på omkostningsstyring er ikke dukket op ud af det blå, men kan derimod tilskrives en sund og fornuftig virksomhedskultur, ikke kun i ledelsen, men i hele banken. Selvom Ringkjøbing Landbobank ligger på en tredjeplads blandt Danmarks største børsnoterede banker målt på markedsværdi, har den alligevel formået at fastholde den samme David-mod-Goliat-kultur, som er vokset ud af positionen som lokalt forankret bank i Vestjylland.

Organisk vækst kombineret med få udvalgte opkøb

Den for sektoren imponerende egenkapitalforrentning på 23 procent er ikke kun et udtryk for, hvor omkostningseffektiv banken er. Det skyldes også, at Landbobanken har fokus på at identificere attraktive nicher med lav risiko, hvor der kan opbygges en attraktiv markedsposition og skabes en konkurrencefordel gennem et indgående kendskab.

Denne nichestrategi giver ikke blot bankens medarbejdere mulighed for at få et detaljeret kendskab til forretningspotentialet, men også for at blive bedre til at identificere eventuelle kilder til unødvendige risici. Vi ser ikke Ringkjøbing Landbobanks robuste vækst i nettorenteindtægter og gebyrer over de seneste år som et udtryk for en større risikovillighed, men snarere som at banken meget selektivt fokuserer på velvalgte områder, hvor der er den rette kombination af rentable engagementer med lave, kvantificerbare risici og udlånsefterspørgsel. Takket være bankens øgede egenkapital, der er opnået som følge af solid vækst, er den kommet med i konkurrencen om at vinde forretning hos flere større kunder, end den tidligere har formået.

Ringkjøbing Landbobank har et stærkt brand og en høj kundetilfredshed, og banken er på begge parametre blevet vurderet som nummer ét blandt danske banker, hvilket sandsynligvis har haft stor indflydelse på væksten i kundeforhold. Det er svært at differentiere bankydelser ud over ved kundeorienteret rådgivning, agilitet og hurtig beslutningstagning. Mens mange større banker har centraliserede og standardiserede tilgange til alle sine kunder, og dermed bliver upersonlige i sine relationer, har Ringkjøbing Landbobank et stærkt fokus rettet mod netop disse vigtige parametre.

Efter at væksten i 2021 og 2022 var henholdsvis 14 og 17 procent, var udlånsvæksten i Ringkjøbing Landbobank i 2023 mere beskeden med blot fem procent, hvilket dog var højt relativt til konkurrenterne i et marked uden vækst. De seneste års stærke udlånsvækst har især været drevet af projekter inden for vedvarende energi, produkter til velhavende privatpersoner og ejendomslån med førsteprioritetssikkerhed. Disse års flotte udlånsvækst har skabt et solidt grundlag for væksten i nettorenteindtægterne.

Siden 2020 er de samlede indtægter vokset med 21 procent om året, og med en mere mådeholden vækst i omkostningerne på knap 7 procent om året fra 2020 til 2023, er basisindtjeningen før nedskrivninger øget med hele 27 procent om året.

Forsigtig kreditpolitik

Kreditkulturen i Ringkjøbing Landbobank er klog, snusfornuftig, yderst konservativ og stærkt centraliseret. Alle låneansøgninger af en vis størrelse skal forbi direktionen, hvor den kreditansvarlige bankdirektør, Jørn Nielsen, i fællesskab med den administrerende direktør, John Fisker, skal godkende dem.

Instruktionen til kreditindstillinger er lige til – hvis ikke det kan beskrives på én enkelt A4-side, hvorfor banken skal indgå forretningen, og hvad risikoen er, kan man lige så godt glemme det. Er det nødvendigt med mere plads til at beskrive forretningsgrundlaget og sikkerhedsstillelsen, er der sikkert unødige risikoelementer i engagementet, og så er det ikke noget for Ringkjøbing Landbobank.

Bankdirektør Jørn Nielsen, som holder bankens kreditter i stram snor, har været i banken siden 1991, og har været kreditansvarlig siden 2009. Og han holder bankens kreditter i stram snor. Det gennemsnitlige årlige tab har været på under 0,1 procent af de samlede udlån de seneste 37 år. Det værste af disse 37 år, trods den globale finanskrise i 2008 og 2009, samt pandemien, var i 1992, hvor tabene udgjorde mindre end 1 procent af bankens udlån.

Bankens samlede hensættelser på 2,3 milliarder kroner svarer til omkring 4 procent af bankens samlede udlån og garantier, hvilket er et højere hensættelsesniveau end i den resterende banksektor. Ringkjøbing Landbobank vil hellere være konservativ i sine hensættelser, hvilket desuden er med til at begrænse behovet for yderligere hensættelser, når de mørke skyer trækker op i horisonten- hvilket man ellers tit ser hos større banker.

Bankens samlede udlån udgør 51 milliarder danske kroner, hvilket svarer til omkring 5 gange egenkapitalen. Til sammenligning er dette tal mere end 10 gange i de største nordiske banker, som Danske Bank og Nordea. Derudover udgør Ringkjøbing Landbobanks samlede balance omkring 7 gange egenkapitalen.

Ledelsen har styret banken godt igennem indførslen af øgede kapitalkrav, og mere end 90 procent af bankens aktiviteter er finansieret af indlån, hvilket er attraktivt, da denne kapitalkilde har de laveste omkostninger.

Stærk ledelse med ukuelig energi

Administrerende direktør John Fisker har drevet banken med ukuelig jysk optimisme og købmandskab siden 2012, hvor han tog over efter legendariske Bent Naur. Duoen Bent Naur og John Fisker var drivkræfterne bag bankens nichestrategi, der fortsat udgør rygraden i Ringkjøbing Landbobank. Med sit altid høje energiniveau og gode humør er John Fisker konstant på udkig efter attraktive forretningsmuligheder med lav risiko. Vi forventer, at han vil fortsætte på direktørposten en række år endnu.

Når banken identificerer nicher, søger den efter områder, hvor der kan opnås en form for sikkerhedsstillelse, enten i form af det aktiv, der er stillet som sikkerhed, eller i form af sikkerhed i aktivets pengestrømme.

Et af de områder, hvor banken har haft stor succes, er finansiering af ejerskifte i private læge- og tandklinikker, som kan stille deres løbende pengestrømme og kundekartoteker til sikkerhed for banken. Ringkjøbing Landbobank har i mange år med et glimt i øjet sagt, at der kun foretages nedskrivninger på lån til lægeklinikker, hvis lægeklinikken rammes af ludomani eller alkoholisme.

Knap seks procent af bankens udlån går til finansiering af vedvarende energi med en stigende andel af biogas- og solenergiprojekter de seneste år. Disse har oplevet en stærk organisk udlånsvækst på områder, hvor Ringkjøbing Landbobank har identificeret en attraktiv niche, og tilmed har opnået indgående viden og stærke kompetencer.

Til trods for bankens navn er landbrug ikke længere kerneforretningen i Ringkjøbing Landbobank, men udgør kun en lav encifret procentdel af udlånene.

Historisk set har mange lokale eller regionale banker flyttet deres fokus væk fra deres lokalområde og i stedet søgt større forretningsmuligheder uden for deres kernekompetencer. Trods en fortsat ekspansion væk fra lokalområdet i Vestjylland, har Ringkjøbing Landbobank ikke oplevet nedgang i kreditkvaliteten, hvilket kan tilskrives bankens sunde kreditkultur.

Som en del af ekspansionen inden for lavrisikoforretninger åbnede banken i 2021 et kontor i Holte, nord for København, hvor fokus er på betjening af velhavende privatkunder, såkaldt private banking. Regionsdirektør Stig Haldan har ansvaret for at ekspandere denne attraktive forretning, hvor banken har høj kundefastholdelse og -tilfredshed. Efter rekordhøj kundetilgang i 2021 og 2022, forsatte kundetilgangen i 2023. Mens udlån binder regulatorisk kapital, og dermed ligeså egenkapital, har betydelige indlån og investeringer særdeles begrænsede kapitalbehov, hvorfor der er mulighed for høj rentabilitet. Væksten inden for private banking-området er blevet styrket af opkøbet af Banque Internationale Luxembourgs (BIL) danske aktiviteter i 2021 og købet af svenske SEB’s danske Private Banking forretning i 2022. Disse mindre opkøb har været med til at øge den stærke indlånsvækst og kombinere det med Landbobankens omkostningsdisciplin.

Selvom omkostningerne inden for private banking er højere end for andre bankområder i Landbobanken, kræver væksten meget lidt kapital og er derfor en tiltalende indtægts- og indtjeningskilde.

Solid kapitalfordeling skaber grobund for vækst og udlodninger

Bankens mål er, at kernekapitalen skal udgøre 13,5 procent af de risikovægtede aktiver fra et niveau på knap 19 procent i dag. En nedbringelse af kernekapitalen til målsætningen på 13,5 procent kan frigøre omkring 2,5 milliarder kroner. Dette svarer til i overkanten af 10 procent af markedsværdien, som kan anvendes til finansiering af rentabel vækst eller udloddes til aktionærerne. Ringkjøbing Landbobank har således et solidt kapitalgrundlag, hvilket stiller medejere, som os, godt og mindsker risici.

Samtidig kan vi glæde os over, at Landbobanken kunne sende 84 procent af overskuddet for 2023 retur til ejerne i form af udbytter og tilbagekøb af egne aktier.

For 2023 var Ringkjøbing Landbobanks udbytte til aktionærerne 10 kroner per aktie, hvilket svarer til et direkte afkast i form af udbytte på lidt under 1 procent af bankens markedsværdi ved udgangen af 2023. Dertil kommer et betydeligt aktietilbagekøbsprogram på 1,5 milliarder kroner, svarende til 6 procent af markedsværdien. De samlede aktionærudlodninger af udbytte og aktietilbagekøb for 2023 udgjorde 84 procent af overskuddet for 2023, og omkring 7 procent af Landbobankens markedsværdi.

For os er Ringkjøbing Landbobank også et godt eksempel på, at det er i modgang at kvalitet for alvor viser sig. Et tilbageblik på finanskrisen i 2008 til 2009 viser, at Ringkjøbing Landbobank kom stærkt igennem krisen uden behov for statens nødhjælp i form af hybridlån. Under og efter finanskrisen var forrentningen af egenkapitalen over 12,5 procent – et niveau der var betydeligt over den gennemsnitlige europæiske bank helt frem til 2022. Det er efter vores opfattelse et kvalitetsstempel, som Ringkjøbing Landbobank har fortjent.

Opdateret i april 2024




Øvrige Danske selskaber